Fodvarmerne blev startet i Århus i 1990 af Karsten Ruge, klarinettist, saxofonist, sanger og showmand, (født i 1946) da han forlod et af Danmarks ældste jazzbands, Arosia, efter over 18 års virke. Hans idé var at bringe gamle garvede jazzmusikere sammen med unge, fremadstormende folk, for der ved at opnå et dynamisk orkester, hvor man brugte de gamles erfaringer fra mange år ”on the road” til at skabe stabilitet og overblik, og de unges gå-på-mod til at give musikken et ”kick in the arse”. ”De gamle” fandt han i bassisten Hans Aabenhus, (født i 1944) samt to ligeledes eks- Arosia medlemmer, nemlig trompetisten Gunnar Lautrup, (født i 1947) og banjospilleren og sangeren Ernst Hornslet, (født i 1940). Så var unden lagt. ”De unge udvalgte” blev basunisten Anders Juhl, (født i 1968) og trommeslageren Mads Holck, ligeledes født i 1968). Det skulle hurtigt vise sig, at Anders fik sat noget skub i Gunnar og Karsten i blæsergruppen og Mads fik Ernst og Hans i rytmegruppen til at virke 20-30 år yngre. Fodvarmerne spiller traditionel jazz som man gjorde i 50- 60’erne. Der er altid knald på fra første trut. Karakteristisk for orkestret er, at det er forbandet svært at holde humøret nede. Det er det samme, om publikum er en tusindtallig skare på en festival, moster Gerdas 40-års fødselsdag eller en jazzklubs tobakstågede atmosfære. Hvor Fodvarmerne er, er der liv og glade dage. –Og jazzmusik af høj kvalitet. At Fodvarmerne er et decideret liveorkester viser sig også i, at det kun har indspillet én CD, ”Fodvarmeriet 2002”. En live-optagelse under Århus Festuge, som giver et godt indtryk af, hvad gutterne formår på en scene.

fodvarmerne.jpg
Unless otherwise stated, the content of this page is licensed under Creative Commons Attribution-Share Alike 2.5 License.